Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Fødevareministeren har i dag ændret på de såkaldte jorderosionsregler, så de fremover rammer færre landmænd og giver lempeligere regler. Landbrug & Fødevarer anerkender, at det nye forslag er et skridt i den rigtige retning, der dog samtidig påpeger, at alpereglen stadig stiller danske landmænd dårligere end landmænd i Tyskland og andre steder, hvor udfordringerne med jorderosion er væsentligt større.
- Det er påfaldende, at vi skal opfinde regler, der skal løse et problem, som ikke eksisterer. Der er ikke nogen, som har større interesse i at passe godt på jorden end landmanden, der jo skal leve af den, så vi mener stadig, at der er et stykke vej inden vi er i mål, siger viceformand Lars Hvidtfeldt, Landbrug & Fødevarer.
Han mener, at det vil hjælpe mange landmænd, at minimumsarealet i det ændrede forslag er udvidet fra 2000 til 5000 m2, og at man derved kan få luget ud i de små klatter rundt omkring på landkortet. Men han hæfter sig også ved, at jorderosion slet ikke er et problem i Danmark, som det er i resten af EU.
- Vi har ikke Alper, Pyrenæer eller noget der minder om bjerge. Så vi har med overimplementering at gøre, hvor myndighederne har skruet alt for meget op i forhold til den virkelighed og de forhold, vi har i Danmark, siger Lars Hvidtfeldt, der også mener at man i Danmark burde kunne pløje frem til 1. december, som man må i fx Tyskland.
For yderligere kontakt:
Viceformand Lars Hvidtfeldt kan fanges gennem Landbrug & Fødevarers pressetelefon: 3339-4520
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.