I et nyt debatoplæg går partiet i rette med den nuværende skolepolitik,
som et bredt flertal bestående af Venstre, de konservative, Dansk
Folkeparti og Socialdemokraterne står bag.
Ny Alliance vil blandt andet gøre op med testfanatikere hos de nuværende forligspartier.
»Det er et
skråplan, at man i et forsøg på at løse folkeskolens problemer er endt
op med faste nationale test. Vi mener, at partierne bag den nuværende
skolepolitik har valgt en alt for snæver og simpel måde at løse
udfordringerne på«, siger en af de tre partistiftere, Anders Samuelsen.
Debatoplægget bliver i dag mailet til Ny Alliances knap 20.000 medlemmer. Det skriver Politiken.dk.
Samtidig bliver pejlemærkerne lagt
ud på nettet for at få bidrag fra lærere, forskere, forældre
og andre med gode ideer. Det skal så føre frem til, at Naser Khader,
Gitte Seeberg og Anders Samuelsen til august kan fremlægge
skolepolitikken som en del af et politisk program.
Et andet forslag fra partiet er, at både
skoleledelserne og lærerne skal væk fra tunge, administrative opgaver.
Hvis det er nødvendigt, er Ny Alliance parat til at give folkeskolen
flere penge, men i første omgang handler det blandt andet om at styrke
lærernes arbejdsglæde og kompetencer.
»Et
af grundproblemerne er, at lærergerningen ikke er et respekteret
erhverv længere. Derfor skal vi respektere, at lærerne ude på de
enkelte skoler ikke har behov for at blive centralt styret inde fra
Bertel Haarders kontor. De skal i stedet have mulighed for hver for sig
at lave den bedste skole«, siger Anders Samuelsen.
Og det sidste kan ske ved at sende dem på universitetet.
»På
seminarierne er de faglige miljøer udtyndet, og stemningen er generelt
præget af mismod. Så hvis vi kan fastholde pædagogikken, som er
seminariernes styrke, og samtidig koble fagligheden op på
universitetsmiljøerne, så tror jeg, at meget kan vindes«, siger
Samuelsen.
Undervisningsminister
Bertel Haarder vælger at anlægge en positiv attitude over for Ny
Alliance. Han er enig i målsætningen om, at lærerne skal bruge mere tid
på undervisning frem for administration.