Senere i dag præsenterer Ny Alliance langt om længe sit partiprogram. Det har været længe undervejs, og selvom partiet løbende har offentliggjort nogle af sine delpolitikker, er den alligevel imødeset med spænding.
Men som med de andre partipunkter har partiet også lækket partiets klima- og miljøpolitik til pressen før tid.
Den fortæller i overskriftsform, at den forhadte registreringsafgift helt skal fjernes og erstattes af en trafikafgift, der afhænger af, hvor langt og hvor bilisten kører i sin bil. Derudover skal momsen på frugt og grønt ned, ligesom alle nye huse skal udstyres med solceller, oplyser TV2 Nyhederne.
Derudover skal der udlægges langt flere områder til grønne arealer end i dag, ligesom 20 procent af landbrugsstøtten skal bruges til at genoprette naturen i Danmark.
- Vi har faktisk ikke meget natur i Danmark i forhold til andre lande, og vi vil gerne have meget natur med et rigt dyreliv og ikke mindst, at vi tager vare på vores grundvand, siger medstifter af partiet, Gitte Seeberg til TV2 Nyhederne.
Partiet præsenterer sin samlede politik og sit værdigrundlag på et pressemøde i Fællessalen på Christiansborg torsdag kl. 15. Derudover vil partiets logo også blive afsløret.