- Vi vil væk fra, at debatten om fremtidens skole ender i grøftegravning og kunstige modsætninger mellem testfanatikere på den ene side og stivnet 70er pædagogik på den anden side.
Sådan lyder Ny Alliances bud på fremtiden skolepolitik.
Efter lang tids opvarmning kommer partiet i dag med sit første - i hvert fald på skrift - politiske udspil. Men noget traditionelt udspil er det ikke, understreger partiet, der gerne vil i dialog med vælgerne om udformningen af dets politik.
- Vi er sikre på, at mange af jer - hvad enten I er lærere, skoleledere, forskere, forældre eller blot borgere med interesse for den skole, der angår os alle - har nogle konkrete bud, som vi måske ikke har hørt endnu. Det er de bud og de bidrag, vi gerne vil have fat i, lover partiet på hjemmesiden.
Blandt andet spørger partiet på hjemmesiden, om det er på tide at placere læreruddannelsen på universiteterne i stedet for som i dag på seminarierne.
Partiets langsigtede mål er svære at være uenige i. Blandt andet ønsker Ny Alliance en skole med engagerede og påskønnede lærere og en skole hvor eleverne stortrives .