Hvordan sikrer man både kloge hoveder og kreative hjerner i den danske folkeskole?
Sent torsdag aften lancerer Danmarks nye parti, Ny Alliance, sit første politiske oplæg på partiets hjemmeside, og det er folkeskolen, der står til diskussion, siger partiets kommunikationschef Rasmus Jønsson til Avisen.dk.
Frem til august vil partiet cirka en gang om ugen lancere et nyt politisk debatoplæg på hjemmesiden. Ideen er, at partiets medlemmer skal være med til at forme det endelige politiske program, som partiet offentliggør til august.
Et af partiets stiftere, Anders Samuelsen, har tidligere sagt til Nyhedsavisen:
- Ud fra sådan et oplæg kan folk komme med indspark til, hvad der så skal til for at udvikle og styrke folkeskolen. Målet er, at det skal være så nemt som muligt for folk at komme med viden og indspark i den proces, hvor vi udvikler politikken.