Ny Alliance tog torsdag eftermiddag et symbolsk skridt over imod oppositionen. Det skete under Folketingets åbningsdebat, da partiet undlod at bakke op om den udtalelse, som regeringen havde forberedt.
Ved åbningsdebatter er der tradition for, at de to blokke i Folketinget fremlægger hver deres udtalelse om deres ønsker til det kommende folketingsår. Og da Ny Alliance i den netop overståede valgkamp endte op med at pege på Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister, var det på forhånd ventet, at partiet også ville bakke op om regeringspartiernes udtalelse.
Men sådan skulle det ikke gå. I stedet havde Ny Alliance lavet en »ny alliance« med partierne til venstre for regeringen, bortset fra Enhedslisten, om en fælles udtalelse om udviklingsbistand, klima, skat, tillidsreform og asylpolitik.
Og Ny Alliances beslutning skaber glæde i oppositionen.
»Vi er glade for at Ny Alliance forlod blokken i dag. Det skaber forhåbninger om, at det kan ske igen, og at vi nu kan tage fat på som forskellige partier at skabe grundlag for politiske resultater skabt i bredt samarbejde,« lyder det eksempelvis fra den radikale leder, Margrethe Vestager.
Men er kun tale om såkaldt symbol-politik, for udtalelsen indeholdt stort set ikke andet end en opfordring til, at regeringen indleder et bredt samarbejde med partierne i Folketinget.
Derudover indeholder udtalelsen fra Socialdemokraterne, SF, de radikale og Ny Alliance fem punkter, som de fire partier gerne ser blive til virkelighed i denne folketingssamling:
Udviklingsbistanden skal øges
En særlig klimapulje skal oprettes
En skattereform skal sænke skatten på arbejde, have et grønt sigte og være socialt afbalanceret.
Brede forhandlinger om en kvalitetsreform
En bred aftale om en løsning på problemet med de afviste asylansøgere.