Han blev kaldt nervøs. Famlende, usikker, søgende.
Han var konstant i defensiven, og han var aldrig morsom.
Og så svedte han hele tiden.
Det var ikke de pæneste ord, der mødte Ny Alliances partileder Naser Khader, da slutfløjtet lød efter gårsdagens partilederdebat på Venstres sommermøde i Fredericia.
To af seks stjerner fra Syddansk Universitets Niels Krause-Kjær. Et lille seks-tal fra Ekstra-Bladets Bent Falbert.
- Naser Khader lignede en, der var inviteret til den forkerte fest og godt vidste det selv. Han så ikke ud til at han havde det særligt sjovt, lyder dommen fra Niels Krause-Kjær.
Men den kritik tager man helt roligt i Ny Alliance. Faktisk vurderer en af partiets medstiftere, Anders Samuelsen, at Naser Khader klarede sig fremragende.
- Man kan bedømme sådan en præstation på to måder. Enten som rent stand-up-show eller som seriøs politik. Desværre er de fleste kommentatorer endt med at dømme efter stand-up-værdierne og ikke det politiske indhold, siger Anders Samuelsen.
Han mener, at Khader var i topform under debatten.
- Han havde suverænt mest substans i sine politiske budskaber. Han talte om jobkortordninger, om skatten på arbejde og om efterløn, mens de andre lavede jokes, forklarer Anders Samuelsen og kalder Khaders optræden for "rolig" og "velovervejet".
Så det er sådan en Naser Khader, vi kommer til at se fremover?
- Ja, det er det. Jeg er fuldstændig sikker på, at folk i længden helst ville lytte til nogen, der har noget politisk substans.
Hvorfor tror du, at så mange kommentatorer kalder Naser Khader for nervøs?
- Fordi de har en forventning om, at han skal være det. Kommentatorerne tænker, at en partileder er nervøs, hvis han eller hun ikke fyrer fire vittigheder af.
Nu var det jo hans første partilederdebat. Er der noget, han kunne gøre bedre?
- Nej, det tror jeg ikke. Der var ikke noget, jeg kunne sætte en finger på.