Udskriver statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) et lynvalg, er det ingen trussel mod Naser Khaders Ny Alliance, selvom partiet skal have samlet knap 20.000 underskrifter senest 15 dage før et valg.
Det vurderer flere eksperter.
»Spørgsmålet er, om Fogh af hensyn til det fremtidige samarbejde er nødt til at vente med at udskrive valg, indtil Ny Alliance har samlet de nødvendige underskrifter,« siger professor og valgforsker Jørgen Elklit.
»Kyniske politikere ville nok sige, at han af samme grund skulle udskrive valg nu. Men det vil blive set som en uvenlig handling over for Ny Alliance. Jeg tror heller ikke, at det nye parti vil blive fanget med bukserne nede. Det skal nok lykkes at få samlet underskrifterne,« vurderer han.
Heller ikke politisk kommentator Niels Krause-Kjær tror, at det nye parti vil drukne i sin succes ved et hurtigt valg:
»Med så mange betalende medlemmer på så få dage er jeg slet ikke i tvivl om, at Ny Alliance vil kunne skaffe de nødvendige underskrifter.«
Ifølge Ny Alliance har flere end 8.000 allerede betalt medlemskontingentet på 200 kroner per år, og næsten lige så mange har meldt sig klar til at hjælpe med praktisk ting.