Ny Alliances leder, Naser Khader, bløder nu op på partiets forslag om at sænke skatten på arbejde til omkring 40 procent for alle.
Det sker, efter at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tirsdag advarede mod, at en sådan skattereform primært ville komme de rigeste danskere til gavn.
Endnu mangler Ny Alliance at forklare, hvordan de vil finansiere en sådan skattelettelse, og nu forklarer Naser Khader så til Politiken.dk, at partiets udmelding ikke var ment som et forslag, der skulle gennemføres ved en enkelt skattereform:
- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har jo lavet deres beregninger ud fra, at vi vil have skatten ned til 40 procent fra den ene dag til den anden. Det vil vi ikke. De 40 procent er en målsætning, vi arbejder ud fra. Det er klart, at de 40 procent ikke bliver en realitet ved den næste skattereform. Den slags tager tid, siger han.
Da Ny Alliances stiftere i sidste uge lancerede partiet, skrev partiet ellers i en pressemeddelse, at de ønskede at få skatten ned til omkring 40 procent for alle. Det kræver en skattereform .
Konkret har AE regnet sig frem til, at forslaget om en skattenedsættelse til 40 provent vil give de 10 procent rigeste danskere i gennemsnit 64.000 kroner ekstra til sig selv, mens de 10 procent fattigste danskere blot vil få tusind kroner ud af forslaget.