Den danske musikalske scene boomer med talenter, der kan byde sig til et større publikum. Og det er synd, hvis de ikke får lov at skinne ud over landets grænser.
Det mener kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) efter at have indgået en ny musikhandlingsplan med et bredt flertal i Folketinget.
Over fire år vil musikbranchen få et økonomisk boost på knap 225 millioner kroner - 66 millioner mere end den tidligere musikhandlingsplan.
Her skal cirka 25 millioner gå til at skabe internationale superstjerner.
- Det er en fornuftig og nødvendig satsning, siger kulturministeren.
Ifølge ham har Danmark haltet bagud på den front. Han påpeger, at mange lande investerer massivt i at hjælpe netop dem, der kommer fra deres land.
- Der er meget hård international konkurrence om lytterne i musikbranchen. Det her er også for at forløse det potentiale, der er her i landet, siger Jakob Engel-Schmidt.
Af de 25 millioner vil størstedelen gå til Music Export Denmark og centrale aktører fra musikbranchen. De skal være med til at få flere danske kunstnere ud over affyringsrampen og ind på internationale musikmarkeder.
Hvorfor er det politikernes rolle at blande sig i det?
- Det er en fornuftig økonomisk satsning på talenter, der starter i vores musikskoler, går videre på vores mgk-centre, måske kommer på konservatoriet, at sørge for, de også får støtte, når de starter en international karriere.
- Det er både godt for den enkelte kunstner, det danske publikum og for dansk økonomi, siger kulturministeren.
Ud over at hjælpe danske talenter ud i det store udland vil den nye handlingsplan fokusere på at få flere kvinder på de danske musikscener og afhjælpe den skæve kønsbalance og generelt skabe musikoplevelser i hele landet.
- Når vi synger sammen og lytter sammen, hører vi sammen.
- Det at satse så massivt på at få flere børn og unge til at spille musik sammen, styrke musikken i hele landet og hjælpe talenter, det er jeg stolt som kulturminister at stå i spidsen for, siger han.
/ritzau/