EU’s ny klimaaftale, der betyder, at udledningen
af CO2 skal reduceres med 20 procent de næste 13 år, kan vise sig at blive guld
værd for Danmark.
Det siger finansminister Thor Pedersen (V) til
Epn.dk. Det er i sagens natur virksomheder inden for biobrændstof, vindmøller
og energiteknologi, som kan drage nytte af aftalen.
”Der opstår et meget stort marked for ny
teknologi. De danske virksomheder, som i forvejen har gjort meget for forskning
i ny teknologi, vil drage meget stor nytte af det her. De har nu fået det
rygstød, at man politisk har besluttet, at der bliver en markant
efterspørgsel,” siger Thor Pedersen til epn.dk.
Danmark får i dag omkring 15
procent af sit energiforbrug fra vedvarende energi og havde i forvejen
planlagt, at nå det mål, som EU nu har aftalt.