Det var nummer tre fra toppen på hjemmebane mod nummer tre fra bunden.
Men det var nu ikke til at se i søndagens tidlige Superliga-kamp i Horsens. Kampen var særdeles jævnbyrdig, og endte da også ganske fortjent med et point til hvert hold og en godkendt start på forårssæsonen.
Ingen af holdene formåede på noget tidspunkt at tilspille sig et afgørende overtag, og resultatet 0-0 var ganske retvisende efter en kamp, hvor chancerne var få og forsvarsspillerne påpasselige. Kun en enkelt stor chance blev det til i hele kampen, men Horsens-angriberen Rawez Lawan kunne i to forsøg ikke passere AGF-keeper Steffen Rasmussen.
Livlige fans
Det mest underholdende indslag i kampen leverede AGF s mange fans, som var strømmet til nabobyen i stort antal. Med deres sange og konstante opbakning sørgede de for en stemningsfuld kulisse under hele kampen.
I Horsens ser man dog næppe på de hvidblusede fans med så stor begejstring, eftersom ukendte gerningsmænd i løbet af natten til søndag havde skaffet sig adgang til stadion, hvor de med store, hvide bogstaver havde skrvet AGF hen over den ene banehalvdel.