Bendtner og Baronessen og de øvrige landsholdsspillere og deres koner og kærester får kun korte kysse-muligheder under VM. Der bliver dermed ingen sex til de danske dynamit-drenge.
"Spillerne kan mødes med deres koner og kærester, der endnu ikke er landet i Sydafrika, efter Hollandskampen, hvis vi ellers kan finde et sted at mødes på stadion. Det bliver kun lige efter kampen i meget kort tid, så de lige kan nå at sige hej," siger Simon Rasmussen, der er sekretær for A-landsholdet, til sporten.dk.
Hos spillerne accepteres Morten Olsens beslutning om afholdenhed, men begrædes dog også.
"Som professionel fodboldspiller indretter man sig efter reglerne. Men jeg tror ikke, at det er fordi, nogen er bange for, om vi ville bruge for mange kræfter på sex, rent fysisk," siger hurtigløberen Dennis Rommedahl til sporten.dk.
Veteranen Martin Jørgensen tager beslutningen med ophøjet ro og humor.
"Min kone bliver hjemme, så jeg er helt ligeglad," lyder det fra århusianeren.