Fødevareforbundet NNF har onsdag iværksat en sympatikonflikt på Jensens Foods i Struer.
Konflikten kan betyde, at leverancerne af bøffer og ben stopper til den landsdækkende restaurantkæde, skriver TV 2 Fyn.
Jensens Foods i Struer forarbejder og leverer nemlig kød til Bøfhus-restauranterne, og sympatikonflikten får betydning for 19-26 NNF-ansatte på Jensens Foods i Struer.
Fra onsdag må de nemlig ikke fremstille, pakke eller håndtere produkter til Jensens Bøfhus.
I forvejen er Jensens Bøfhus ramt af en igangværende konflikt mellem fagforeningen 3F og Jensens Bøfhus.
Restaurantkæden har opsagt overenskomsten for restauranternes tjenere, og det er denne konflikt NNF nu går ind i.