Af Jakob Melgaard
jame@dny.dk
Højrebacken Lars Jacobsen fra FC København skifter til sommer til FC Nürnberg i den tyske Bundesliga på en fri transfer.
»Vi glæder os over, at vi igen har fået en spiller med international erfaring på en fri transfer. Vi tror, at vi med ham atter en gang har bidraget til at kvaliteten på truppen bliver højnet,« skriver FC Nürnbergs sportdirektør Martin Bader på klubbens hjemmeside.
Også hovedpersonen selv, Lars Jacobsen, har udtalt sig til hjemmesiden, og han gør sit for at komme i kridthuset fra første færd:
»I Danmark var jeg mester, er blevet landsholdsspiller, og har spillet med FC København i Champions League. Nu glæder jeg mig på den nye sportslige udfordring i Bundesligaen. Jeg er blevet begejstret over, hvor meget FC Nürnberg i den sidste måneds tid har kæmpet for mig. Jeg håber på en personlig videreudvikling i Nürnberg under træner Hans Meyer, og jeg vil bidrage til at klubben kommer længere frem i sin positive udvikling,« siger Lars Jacobsen til hjemmesiden.
Det er ikke første gang, at Lars Jacobsen prøver kræfter med tysk fodbold. Fra 2002 til 2004 spillede han 22 kampe for Hamburger SV. Han scorede et enkelt mål.
FC Nürnberg er en af de mest traditionsrige klubber i Tyskland, og til daglig er klubben simpelthen kendt som ’Der Club’.
I Nürnberg spiller i forvejen en enkelt dansker: Jan Kristiansen, som i indeværende sæson har spillet 12 kampe for klubben. Nürnberg ligger midt i Bundesligaen, her næsten midtvejs i turneringen.