For anden måned i træk voksede antallet af varslede fyringer i januar måned.
Med 1.850 varslede fyringer i januar steg antallet en smule i forhold til måneden op til nytår.
Dermed ser efterårets tendens til et aftagende antal varslede fyringer desværre ud til at være brudt, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.
Efter fire måneder med fald i ledigheden, ser det dermed ud til, at ledighedskøen vokser sig længere igen. Derfor opfordrer den røde tænketank regeringen til at gennemføre sin kickstarten af økonomien med milliarder til offentlige investeringer som varslet.
"Dagens tal er en reminder om, at der er grænser for hvor afventende arbejdsmarkedet kan forholde sig, hvis man ikke får sat gang i væksten her og nu," skriver AE i analysen.
Men nedturen på arbejdsmarkedet tager lang tid at vende. Boligmarkedet er endnu ikke kommet sig over krisen, og de mange langtidsledige blandt de arbejdsløse lægger en dæmper for, hvor hurtigt køen kan blive kortere.
"I Danmark har ledigheden en tendens til at forblive høj, når den først er kommet op på et højt niveau. Det så man for eksempel i kølvandet på de syv magre år, hvor det på trods af kickstart og medvind fra boligmarkedet tog lang tid at nedbringe ledigheden. Denne gang bliver det også svært ikke mindst fordi vi ikke har medvind fra boligmarkedet og samtidig er langtidsledigheden mere end tredoblet under krisen," skriver AE.