Har du forsøgt at købe en togbillet eller andet over nettet, har du måske oplevet at måtte opgive.
Dibs, der står for elektronikken bag betalinger over nettet, har haft store driftsproblemer - men nu fungerer systemet nogenlunde igen, oplyser driftsdirektør Jacob Raavig.
- Status lige nu er, at vi næsten er tilbage i normal drift. Det betyder, at alle vores kunders transaktioner kører igennem, men vi ser stadig, at systemet ikke svarer lige så hurtigt, som det plejer, siger han til Newspaq.
Selskabet har fortsat travlt med at analysere og finde fejl, og man har da heller ikke fundet årsagen til problemerne endnu.
DSB var et af de steder, hvor du ikke kunne klare betalingen over nettet. Og flere andre steder mødte kunderne også en "lukket dør", når det kom til regningen.
Men de problemer er for de flestes vedkommende overstået nu, lover Dibs.
Selskabet har været ramt af nedbruddet siden søndag. Og der er blevet arbejdet intenst på at få rettet fejlen.
I løbet af tirsdag var det omkring fire ud af 10 transaktioner på nettet, der blev gennemført. Men tirsdag klokken 14 blev det største problem løst.