Dansk Folkeparti vil have gang i hjulene i den danske økonomi, og det skal ske bl.a. via flere investeringer foretaget af det offentlige.
Eneste hindring er bankpakken, der skal på plads, så skal der ruttes med de offentlige checkhæfter.
"Først skal bankpakken på plads, og når vi så kommer på den anden side af det - og det er jo sådan set ved månedsskiftet her - så skal vi i stigende grad begynde at diskutere den anden dagsorden," siger Kristian Thulesen Dahl (DF) til Berlingske Tidende.
VK-regeringen har hidtil ikke meldt ud om investeringer samt hvornår det ville kunne ske. Det er nemlig langt fra været god tone hos de borgerlige, da offentlige investeringer af mange anses som den forkerte vej at gå.
Men DF vil have gang i millioner snarest.
"Vi ved jo godt, at fra det tidspunkt, hvor vi beslutter noget, til det rent faktisk kommer ud og virker, går der jo nogen tid. Derfor er det ikke noget, der kan vente længe - Vi taler ikke et halvt år," siger Thulesen Dahl.
De Konservatives finansordfører, Mike Legarth, bakker i udgangspunktet op om, at offentlige investeringer kan sætte gang i hjulene.
"Vi bakker op om at fremrykke investeringerne, hvis regeringen finder det nødvendigt," siger Legarth.