Hvis du er en af de mange, som tænder for de energitunge husholdningsmaskiner, når det er nødvendigt, så kan det være, at tidspunktet er kommet for, at være mere opmærksom på elprisen.
Søndag slår tarifferne nemlig over i vintertid, og så bliver det markant dyrere, at vaske tøj eller tænde for opvaskemaskinen.
1. oktober er skæringsdato for vintertarifferne, og man vil især mellem klokken 17.00 og 21.00 opleve en prisstigning, der er tæt på dobbelt op. Der kan meget vel være tale om en prisstigning fra 72 øre til 137 øre.
Tarifsystemet er lavet for, at få forbrugerne til at bruge strømmen mere jævnt over døgnet.
"Når dagene bliver kortere og temperaturen falder, bruger vi mere strøm på blandt andet belysning og opvarmning af vores bolig. Derfor skal der transporteres mere strøm ud i vores stikkontakter, og det betyder en øget belastning af elnettet. I sidste ende betyder det, at nettarifferne i nogle områder af landet, bliver justeret opad om vinteren," skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Tarifferne varierer fra leverandør til leverandør, men for mange vil der være en forskel på over 1 kroner per kilowatttime (kWh) - alt efter hvornår forbruget ligger.
- Hvis man sætter opvaskemaskinen til at køre om natten i stedet for lige efter aftensmaden, vil mange kunne spare omkring 150 kroner henover vinterhalvåret på tarifferne alene. Derudover kommer yderligere besparelser ved at den almindelige elpris ofte er lavere om natten, så det kan hurtigt løbe op, fortæller Matilde Grøn Bjørneboe, Energistyrelsens ekspert i energispareråd og danskernes energivaner.
Dyr, dyrere, dyrest
- Lavlast: Klokken 00.00-06.00
- Højlast: Klokken 06.00-17.00 og 21.00-00.00
- Spidslast: Klokken 17.00-21.00
"Lavlast" er det tidspunkt, hvor det er billigst at få transporteret, mens "højlast" er dyrere og "Spidslast" er det dyreste tidspunkt.
Du kan se, hvilket netselskab, der dækker dit område HER.
Fakta
- Nettarifferne – prisen for transport af el – skifter to gange om året: en sommerperiode gældende i perioden fra 1. april til udgangen af september og en vinterperiode, der løber fra 1. oktober–31. marts.
- Prisen for nettariffer varierer i løbet af et døgn, hvor der skelnes mellem lavlast, højlast og spidslast. Både sommer og vinter er det især i spidslast mellem klokken 17.00 og 21.00 og højlast om morgenen, at prisen på elektricitet skrues op.
- Tidsdifferentieringen er indført som del af et nyt tariferingssystem (Tarifmodel 3.0), der har til hensigt at fremme elektrificeringen af vores samfund og sikre effektiv udnyttelse af elnettet til gavn for både klimaet og forsyningssikkerheden.
- Ved at gøre nettariffen dyrest i det tidsrum, hvor flest bruger den, motiveres vi som forbrugere til at ændre vores energivaner og fordele belastningen af elnettet mere jævnt hen over døgnet. Herved mindskes behovet for investeringer i udbygning og vedligehold af elnettet.
- Metoderne, netvirksomhederne bruger til at fastsætte tarifferne, er godkendt af Forsyningstilsynet.
Kilde: Energistyrelsen