Michael Jacksons far Joe Jackson har nu afsløret, hvornår hans søn skal begraves. Det bliver den 29. august på det, der skulle have været sangerens 51 års fødselsdag.
Jackson bliver lagt til hvile på kirkegården Forest Lawn i Hollywood Hills.
I juli blev der holdt et stort mindeshow for Michael Jackson, hvor et hav af berømtheder var til stede, men selve begravelsen af pop-fænomenet er først kommet på plads nu.
Samtidig er en aftale om at sælge sangerens ejendele blevet godkendt. Salget af blandt andet Jacksons tøj vil gå til gæld og hans børn. Det skriver nydailynews.com.
Advokater, der repræsenterer Jacksons børn, er utilfredse med salget, fordi nogle af Jacksons ting skal bruges af koncertarrangøren AEG, der vil skabe en vandreudstilling med dem. Michael Jacksons mor, Katherine Jackson, har bedt en dommer om at afgøre sagen.