Drømmefabrikken Hollywood havde ikke nogen drømmevinter. Det kunne end ikke en Oscar-skuespiller have overbevist de spredte masser i biografmørket om. Gravalvorlige og prisbelæssede titler som There Will Be Blood og No Country For Old Men skulle have trukket det store, modne publikum mod billetlugerne, men endte med at efterlade filmforretningsfolket dybt bekymret.

Nu har de store selskaber med Universal Pictures i spidsen tilsyneladende fundet en modgift på den kommercielle deroute. De går i hvert fald i den modsatte grøft de kommende måneder, og foråret 2008 kan i bedste fald ende med at blive noget af det morsomste længe. Rekordmange komedier kommer nemlig til at konkurrere om filmelskernes gunst - faktisk er hver anden satsning fra Hollywoods største filmstudier tænkt som underholdning, der først og fremmest skal få folk til at trække på smilebåndet og sprutte i popcornene.

Regnestykket er enkelt, mener Thomas Pollock fra selskabet Montecito Picture Company, som har flere stortjenende fald på halen-komedier på samvittigheden:

»Gang antallet af grineflip i filmen med 10 millioner dollar, og så har du en fantastisk forretning. 10 grineflip giver 100 millioner dollar,« hævder han over for avisen New York Times.

Stjernekomikere i kø

Komediekampen begynder allerede i april, når giganten Universal Pictures skyder tre verdenspremierer af sted. George Clooney lægger ud med Leatherheads om amerikansk fodbolds skøre begyndelse. Her nupper han både hovedrollen og instruktørstolen, hvorefter et par romantiske sager følger ¿ med kvindelige komikere øverst på plakaten.

Det massive udlæg til trods skal Universal Pictures dog ikke føle sig for sikre i biografsædet. Snart efter dukker konkurrenternes stjerner nemlig op - trumfkort som Will Smith, Will Ferrel, Mike Myers, Adam Sandler og Eddie Murphy kræver også deres del af kagen. Det bliver til mere end 10 store komedier mellem april og begyndelsen af juli, der figurerer som den mest lukrative periode i biografernes årscyklus. Men branchen selv frygter tilsyneladende ikke et decideret overkill - at grinebiderne får nok og bliver til dødbidere.

»Det er en samlende oplevelse at se komedier,« påpeger marketingdirektør Valerie van Galder fra selskabet Columbia-TriStar og understreger over for New York Times, at genren er en udholdende størrelse.

Ingen dansk latterkrig

Klippetroen på komedier bunder givetvis i nyere amerikansk billetluge-historie. De lette og som regel også billigere film har tidligere reddet en branche i nød. Tag bare sommeren 1988, da Hvem Snørede Roger Rabbit , Coming to America , Big og Crocodile Dundee II fniste Hollywood ud af en økonomisk depression.

Også i Danmark har genrer det med at lande i blokke. Men ikke tilnærmelsesvist i samme størrelsesorden som på den anden side af Atlanten. Dogme-bølgen berigede Danmark med skælvende kameraføring og underbelyste optagelser fra 1998, da Festen landede, og i 1999 markerede Den Eneste Ene en ny æra med moderne parforholdskomedier. Især sidstnævnte viste sig at være en fin forretning.

»Gode komedier sælger sindssygt godt - sådan er det også i Danmark. Men de bliver ikke spyttet ud i stimer, som man ser det i USA. Herhjemme er produktionsapparatet så lille, at man ikke kan planlægge på samme måde.«