Det skal være slut med den udskældte sukker- og fedtafgift, der er blevet kritiseret for både at koste job og øge handlen over grænsen.
Regeringen vil fjerne de udskældte afgifter, skriver Dagbladet Børsen.
Men hvis afgiften forsvinder skal pengene komme et andet sted fra - og det bliver fra direkte fra folks lommer. Hullet i statskassen skal nemlig lukkes ved, at bundskatten stiger med 0,3 procentpoint fra de 4,64 procent, som vi betaler i dag.
- Vi har tidligere foreslået at hæve bundskatten, det er stadig en mulighed. Men vi er parate til at drøfte finansieringen med de partier, der er villige til at tage ansvar for at fjerne fedt- og sukkerafgiften, siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til avisen.
Ud over en stigning i personskatten vil regeringen skære i erhvervstøtteordningen med to milliarder kroner. Samtidig fjerner man en energirenoveringspulje. Og det vinder ikke genklang hos hverken V eller K.
- Vi kan ikke være tilfredse, hvis regeringen kompenserer erhvervslivet, når man skærer i erhvervsstøtten, siger De Konservatives finansordfører Mike Legarth, der ligeledes afviser at hæve bundskatten.
Peter Christensen, finansordfører hos Venstre kan heller ikke bakke op om den finansiering, som regeringen foreslår:
- Det er besynderligt, hvis man den ene dag sænker personskatter og to dage efter hæver dem igen. Hvis SRSF vil af med skadelige afgifter, må den komme med en anden finansiering, siger han til Børsen.
Hos både DI og Dansk Erhverv er man utilfredse med, en ordning afskaffes ved at fjerne støtte til erhvervslivet:
- Hvis en type afgifter erstattes af højere marginalskat, er det uspiseligt, siger direktør i Danske Erhverv Jens Klarskov.
Forslaget om at fjerne fedt- og sukkerafgiften er ikke en del af finansloven, der præsenteres mandag.