Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
For 38. år i træk drager unge fra fagbevægelsens Jobpatrulje ud i det danske sommerland for at tjekke løn- og arbejdsforhold for unge med sommerferiejob.
Det er planen at aflægge visit hos op mod 10.000 virksomheder landet over for at tale med omkring 3.300 unge fritidsjobbere i juli måned.
- Vi ved fra tidligere år, at mange unge fritidsjobbere ikke kender til deres rettigheder på arbejdsmarkedet. Det resulterer bl.a. i, at lovgivningen bliver overtrådt mange steder, når unge fx udsættes for tunge løft, arbejde med farlige maskiner og ulovlige arbejdstider, siger Jon Henningsen, landskoordinator for Jobpatruljen.
Jon Henningsen understreger, at det sjældent er ond vilje hos virksomhederne, der er årsag til, at reglerne bliver overtrådt.
- I langt de fleste tilfælde skyldes det manglende kendskab til reglerne, både hos arbejdsgiverne og de unge selv. Derfor kommer vi ikke ud for at slå arbejdsgiverne i hovedet med overenskomster og lovgivning, men for at oplyse og informere. De fleste steder plejer vi da også at blive taget pænt imod, siger Jon Henningsen.
Det betyder dog ikke, at Jobpatruljen lader overtrædelser passere. Brud på overenskomsterne indberettes til de pågældende fagforeninger, mens lovbrud meldes til myndighederne, fx Arbejdstilsynet. I særligt grove tilfælde endog til politiet.
Som medie er det muligt at komme med Jobpatruljen ud og tjekke arbejdsforholdene. Kontakt blot landskoordinator, Jon Henningsen på telefon 2362 6066.
Læs også mere på www.jobpatruljen.dk/om/presse.aspx
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.