Det var noget af en bombe, der sprang tirsdag aften, da det spanske medie Lecturas meldte ud, at de angiveligt havde afslørende billeder af den danske kronprins Frederik og model og tv-kendis Genoveva Casanova.
Ifølge det spanske medie skulle parret både have spist middag sammen i Madrid og ifølge påstanden også efterfølgende begge have overnattet i den 47-årige models lejlighed.
Genoveva Casanova var hurtigt ude og via sin profil på Instagram lod hun forstå, at hun er klar med sagsanlæg, hvis ikke mediet trækker sine påstande tilbage.
Siden har danske medier med eb.dk i spidsen forsøgt at få en kommentar fra det danske kongehus.
Onsdag lykkedes det endelig, selv om udtalelsen ikke just kaster mere lys over den voldsomme historie.
Til eb.dk svarer kongehuset kort og godt..
- Vi udtaler os ikke om rygter og insinuationer, lyder ordene fra kongehusets kommunikationsafdeling til avisen.
Du kan se bladets forside i et opslag fra Instagram lige herunder.
Til spanske Hola er kongehuset tidligere kommet med en lidt længere udtalelse.
Her hedder det.
- Vi har i årevis opretholdt en politik om ikke at kommentere eller bekræfte nogen detaljer relateret til private forhold. Derudover vil vi gerne understrege vores forpligtelse til at respektere privatlivets fred for medlemmer af den kongelige familie, herunder kronprinsen', lyder det fra det danske kongehus i udtalelsen til det spanske medie.