Buckingham Palace udtaler sig nu for første gang siden det famøse tv-interview med prins Harry og Meghan Markle blev sendt natten til mandag dansk tid.
- Vi er kede af det, siger dronning Elizabeth og resten af kongehuset i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
En af de mere opsigtsvækkende udtalelser i interviewet var, da Harry og Meghan beskyldte unavngivne medlemmer det britiske kongehus for racisme. Meghan Markle fortalte, at der før fødslen af parrets barn, Archie, var bekymring i det britiske kongehus for, hvor mørk hans hud ville blive.
Dronningen siger, at hun tager beskyldningerne om racisme meget alvorligt, og at hun er ked af at høre om de vanskeligheder, som Harry og Meghan har gennemgået.
Racisme-spørgsmålet skal nu håndteres internt i den royale familie, lyder det i erklæringen fra Buckingham Palace.
- Hele familien er kede af at høre omfanget af, hvad Harry og Meghan har været igennem de seneste år. De rejste spørgsmål, især om racisme, er bekymrende. Selv om opfattelsen kan variere til en vis grad, tager vi det meget seriøst og vil håndtere det privat.
- Harry, Meghan og Archie vil altid være meget elskede familiemedlemmer, lyder det videre fra Buckingham Palace i erklæringen.