Godt 1,2 millioner registrerede danske brugere af appen WeShare må se den populære grupperegnskabs-app lukke.
Lukningen blev annonceret i efteråret og 1. februar er det slut.
Det er MobilePay, som har drevet den populære app, og her begrundes lukningen med, at investeringer for at kunne fortsætte servicen vil være for store.
Samtidig er brugen af appen begrænset - trods de mange registrerede brugere, konstaterer MobilePay. Således var der i efteråret registreret omkring 760.000 aktioner i appen.
MobilePay fusionerede desuden med den norske mobilbetalingstjeneste Vipps i efteråret og hedder nu Vipps MobilePay.
Med fusionen fulgte løsningen MobilePay Box, som gør det nemt at lave en indsamling og som fungerer som afløser for WeShare.