Fagbevægelsen er klar med nye krav på dagpengeområdet.
Regeringen og Enhedslisten er netop blevet enige om, at tusindvis af ledige får ekstra seks måneder til at finde job, så de ikke falder ud af dagpengesystemet til sommer.
Det er godt, mener fagbevægelsen. Men nu gælder det en forkortelse af optjeningsperioden, lyder det.
Hvor man tidligere var berettiget til dagpenge efter 26 uger på arbejdsmarkedet, skal ledige nu arbejde et helt år for at genoptjene retten til dagpenge.
"Det er en meget alvorlig forringelse af dagpengeretten og den sociale tryghed, vi har haft på det danske arbejdsmarked. Hvis vi skal redde den danske model og sikre den fleksibilitet, vi er verdensberømte for, så skal vi have optjeningsperioden forkortet igen," siger næstformand i HK, Mette Kindberg.
Samme melding lyder fra hovedorganisationen FTF, der repræsenterer 450.000 offentlige og private lønmodtagere.
"Det er helt afgørende for mine medlemmer, at vi får rullet besparelserne tilbage, så man hurtigere kan genoptjene dagpengeretten," siger formand Bente Sorgenfrey.
Kravet om en forkortelse af dagpengeperioden vil fagbevægelsen tage med til forårets trepartsforhandlinger.
Her ønsker LO også at diskutere hele dagpengesystemets struktur.
"På længere sigt er vi nødt til at indrette et mere fleksibelt og moderne dagpengesystem, der for eksempel ændrer sig i takt med konjunkturerne på arbejdsmarkedet," siger LO-sekretær Ejner K. Holst.
Et andet ønske til være at få ryddet op på aktiveringsområdet.
"Det er mere vigtigt end nogensinde før, at vi får gjort noget ved det regeltyranni og kontrolcirkus, ledige udsættes for i dag. Med et forringet et dagpengesystem, må det være slut idiotisk aktivering. I stedet skal der satses på meningsfuld aktivering som opkvalificering og efteruddannelse," siger HK's næstformand Mette Kindberg.