Beboere i områderne med postnumre fra 1000-1499 og 2100 kan lørdag forvente at få en pæn mængde post ind ad brevsprækken.
Postmedarbejderne, der har strejket siden sidste uge, genoptog arbejdet lørdag morgen. Det oplyser Post Danmark.
Poststrejken begyndte den 26. april, fordi postbudene i Københavns Indre by var
utilfredse med ledelsens planer om nye ruter, der ifølge budene ville koste job
og skabe længere arbejdsdage.
Arbejdsretten erklærede torsdag eftermiddag arbejdsnedlæggelsen overenskomststridig og pålagde postbudene i Indre By og
Østerbro en skærpet bod på 65 kroner per time, de strejkede.
Straks efter meddelte Post Danmark de strejkende, at de ville blive fyret, hvis ikke de genoptog arbejdet. Derfor besluttede postmedarbejderne, at de ville vende tilbage til arbejdet lørdag.