Fremtidens danske svinefarme kommer til at fylde fire fodboldbaner; væk ryger de små landsbygårde og frem skyder gigantiske stalde med tusindvis af svin og kvæg.
Sådan bliver i første omgang konsekvensen af et nyt lovforslag fra regeringen, som lægger op til at give grønt lys til at udvide størrelsen på svine- og kvægfarme med næsten 100 procent.
Det sker blandt andet for at sikre, at svinene ikke skal transporteres så langt mellem en producents mange forskellige, små gårde.
Kun tidsler i naturen
Men det vil samtidig betyde uoverskuelige skader på naturen, advarer Danmarks Naturfredningsforening.
»Sådan en stor farm lukker jo rigtig meget gødning ud på ét sted. Det vil betyde, at kun de stærke blomster og træer vil overleve: tidsler, brændenælder og piletræer,« siger foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.
Hos Dansk Landbrug afviser man, at de store farme vil kommer til at bryde nogen miljøregler.
»Tværtimod. De store gårde vil have langt bedre mulighed for at investere i teknologi, som gør produktionen grønnere,« siger viceformand Gert Karkov.
Han har ikke nogen fornemmelse af, hvor mange flere kæmpefarme, vi vil se i den kommende tid.
Men komme, det vil de.
Så store bliver svinefarmene:
Nutidens svinefarme må ifølge et nyt lovforslag vokse næsten 100 procent til op mod to hektar.
Det svarer til en vækst fra cirka to til fire fodboldbaner med op til 17.000 svin.