Nu har de danske landmænd snart en undskyldning mindre for ikke at sende køerne på græs om sommeren. Forskere ved Aarhus Universitet har nemlig i samarbejde med Aktieselskabet S. A. Christensen & Co. og økologiske landmænd udviklet en mobil malkerobot, som kan malke køerne ude på marken.
Dyrenes Beskyttelse jubler over opfindelsen, fordi foreningen mener det bevist, at græsning giver øget dyrevelfærd til køer.
Malkerobotten har været i drift i tre måneder. Den kan malke omkring 100 køer og stå frit på en græsmark.
- Den mobile malkerobot giver alle kvægbrug mulighed for, at køerne kan græsse om sommeren, også i de tilfælde, hvor bedriften ikke har jord nok omkring stalden eller vejen fra mark til robotten i stalden er lang, siger forskningsleder Frank W. Oudshorn fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet..