Der gik lige nøjagtig 261 dage fra Frederik og Mary kyssede hinanden i skæret af fotografernes blitzer i 2003 og til forlovelsen mellem dem blev højtideligt annonceret.
I weekenden kyssede prins Joachim så sin kæreste Marie Cavallier under Copenhagen Historic Grand Prix, og det plejer at betyde, der er en forlovelse under opsegling i kongehuset.
Præcis hvornår det sker, kan du nu tippe på gennem Ladbrokes. Bliver det inden 1. juledag i år, det vil sige ca. 4,5 måned efter smækkysset i søndags, så giver Ladbrokes pengene odds fire gange igen.
Kommer forlovelsen efter det - men inden de 261 dage der gik for Kronprins Frederik og Mary - så får man lige nu odds 1,70 pengene igen.
Ladbrokes ser det slet ikke som en mulighed, at forlovelsen sker senere end de 261 dage, hvis den overhovedet skal komme, og derfor kan man ikke oddse på, at det sker efter det tidsrum.