Glem alt om åbningstiderne på det lokale folkekirkekontor.
Er dit navn for grimt eller kedeligt? Så er det bare ind på computeren og få det skiftet ud med noget mere cool.
Fra i dag kan alle nemlig - med ganske få klik - skifte navn på hjemmesiden personregistrering.dk. Alt, hvad der kræves, er en digial signatur og 430 kroner på dankortet.
Siden navneloven blev ændret for et år siden, har over 90.000 danskere fået nyt navn ganske gratis, men nu har regeringen og Dansk Folkeparti indført et gebyr på 430 kroner, der skal bremse lysten til at skifte navn.
Derfor mener navneforsker Susanne Vogt fra Københavns Universitet heller ikke, at de digitale ansøgninger vil sætte yderligere fart i danskernes navnelege.
- Jeg tror ikke længere, at der er så stort et opsparet behov i befolkningen for at skiftet navn. Trykket blev taget sidste år da, det blev nemmere og gratis af skifte navn og smide eksemplevis Nielsen væk. Nu koster det 430 kroner og samtidig er der en risiko for, at man mister pengene, hvis man får afslag på et navneønske som Tordenskjold, siger Susanne Vogt.