Der har været massivt pres på Skat.dk hele dagen. Men først hen under aften skete det, mange har ventet på: Nu kan du nemlig se din årsopgørelse fra 2020 – og dermed, om du kan glæde dig over at få penge tilbage i skat. Eller kan se frem til en efterregning.
Officielt åbner Skattestyrelsen først for danskernes årsopgørelser på mandag den 15. marts, men der har de senere år været tradition for at lukke op lidt tidligere for at teste systemerne. Og det er altså også sket i år. Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
- Vi er nu klar til at teste systemerne, og derfor har vi åbnet for at 4,6 millioner danskere kan se deres årsopgørelse nu. Mens vi tester og justerer systemerne, vil man kunne opleve perioder med ustabil drift, ligesom der kan være begrænset adgang til TastSelv fra udlandet, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Der er i alt 4,6 millioner danskere, der venter på deres årsopgørelse. Så det er med at væbne sig med tålmodighed, hvis man vil have adgang. Fredag ved 18-tiden var der således mere end en times ventetid på at komme gennem køen.
I årsopgørelsen kan man blandt andet se, om man har betalt for meget og skal have penge tilbage, eller om man har betalt for lidt og skylder i skat.
Hvis man skal have penge tilbage i skat, begynder styrelsen at udbetale dem den 9. april.