Coronavirus er ved at tage livet af mange flyselskaber, der sender halvtomme fly på vingerne. Nu har Lufthansa derfor sat et nyt forsøg i søen – eller rettere sagt; i luften.
Flyselskabet tilbyder nu at passagererne kan ligge ned på de lange rejser – selv på økonomiklassen.
Den luksus plejer at være forbeholdt passagerer på første klasse, men Lufthansa håber, at også de billigere rækker kan sælges i en mere behagelig og luksuriøs udgave.
I første omgang tilbyder selskabet den mere komfortable måde at rejse på i forbindelse med afgange fra Frankfurt i Tyskland til Sao Paulo i Brasilien.
Økonomiklassekunderne bliver tilbudt at købe en hel række for sig selv med enten tre eller fire sæder, og dermed muligheden for at bredde sig over det hele. Med luksuspakken følger også en pude, et tæppe og et lagen, så man kan ligge ordentligt.
Prisen ligger på 260 dollars, som kommer oveni det beløb, billetten på økonomiklassen koster i forvejen. Det svarer til 1600 danske kroner.
Opgraderingen kan enten bestilles ved tjek-in eller helt fremme ved gaten.
Lufthansa tilbyder – indtil videre - luksusrejserne frem til midten af december.