Nu jagter X Factor talenter i hele landet

DR' store sangshow kommer ud i alle afkroge af landet for at finde sangtalenter til næste udgave af X Factor.
Hvis du drømmer om at følge i Idas, Martins eller Heidis fodspor behøver du ikke længere rejse til København eller Aarhus for at prøve dit talent af.
Hvis du drømmer om at følge i Idas, Martins eller Heidis fodspor behøver du ikke længere rejse til København eller Aarhus for at prøve dit talent af. Foto: Mathilde Graversen

DR's store seersucces X Factor plejer at holde precasting i København og Aarhus, men denne sommer er det muligt i endnu flere byer.

De mange danskere, der skal til Vig Festival, Grøn Koncert, Skanderborg Festival og Langelandsfestival får nemlig mulighed for at overbevise dommerne om, at de skal være en del af sang-showet.

- Vi tænker hele tiden i nye baner med X Factor. Ligesom de andre år har vi igen castings i København og Aarhus, men nu kommer vi også ud i resten af landet, siger DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme i en pressemeddelelse.

- X Factor lever jo af, at der kommer en masse dygtige talenter fra hele landet. Og vi håber, vi kan få nogle nye mennesker med på denne måde, siger han.

- Ude på sommerturen optager vi folk, og så ser vores castere det efterfølgende og giver besked, om man kommer med til audition foran dommerne i Vega. Så det er altså en rigtig casting ligesom i Aarhus og København.

Eneste krav for at deltage i tv-showet er, at man er over 15 år. Næste omgang af X Factor bliver vist i foråret 2013.

Her kan du gå til precasting på X Factor:

12. - 14. juli: Vig Festival

19. juli: Grøn Koncert Kolding

20. juli: Grøn Koncert Randers

21. juli: Grøn Koncert Aarhus

22. juli: Grøn Koncert Aalborg

24. - 26. juli: Langelandsfestival

27. juli: Grøn Koncert Odense

28. juli: Grøn Koncert Næstved

8. - 11. august: Skanderborg Festival

Derudover er der precasting i Aarhus og København.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.