Tirsdag aften modtog Københavns Vestegns Politi sammen med brandvæsenet og ambulancetjenesten en anmeldelse om personpåkørsel på letbaneskinnerne.
Det fortæller presse-fotos.dk.
Ifølge den indledende anmeldelse var der tale om en fasklemt person.
Presse-fotos.dk har på baggrund af anmeldelsen været i kontakt med vagtchef ved Vestegnens Politi David Borchersen.
Vagtchefen bekræfter, at letbanen har påkørt en cyklist i krydset mellem Vallensbæk Torvevej og Søndre Ringvej i Vallensbæk Strand.
- Letbanen har påkørt en 12-årig dreng på cykel, begynder vagtchefen og tilføjer.
- Cyklisten og letbanetoget kører i samme retning og holder for rødt – da der bliver grønt, sætter de begge i gang, og cyklisten slingrer en del ved opstarten og ender så med at blive ramt af siden på letbanen.
Vagtchef David Borchersen omtaler uheldet som et mindre færdselsuheld - og kan afkræfte, at drengen har været fastklemt.
- Han ender ikke under toget – og der er ikke sket alvorlig personskade, siger vagtchefen.
Letbanetrafikken på strækningen har i en kort periode været stoppet, da politiet skulle foretage undersøgelser.
- Men der er ikke umiddelbart sket nogen overtrædelse af loven fra hverken letbanen eller cyklisten.
Det er ikke længere tid siden end et par uger, at en mand blev kørt ned og afgik ved døden af samme letbane i Glostrup.