At Lady Gaga er et hit blandt internetbrugere, er ingen hemmelighed. Hun var den første i verden til at nå 20 millioner følgere på mikroblogging-siden Twitter, og i dag er hun oppe på hele 26,8 millioner.
På Facebook bliver hun fulgt af ikke mindre end 52,6 millioner fans.
Men nu får hendes fans - som hun kalder for "små monstre" - deres helt eget sociale netværk, hvor det kun handler om Lady Gaga.
Sangerinden har netop lanceret siden littlemonsters.com, og her kan fans logge ind i et fællesskab, hvor deres store idol er i centrum, men hvor de også kan skabe et fællesskab og få nye monster-venner fra resten af verden.
Der bliver både diskuteret og chattet, og folk kan selv uploade billeder af Lady Gaga. Man kan også oprette en profil og følge andre "små monstre", ligesom at man kan blive venner på Facebook eller følge hinanden på Twitter.
Folkene bag Lady Gagas sociale netværk meddeler ifølge ABC News, at der er flere kunstnere, der vil følge i samme fodspor og oprette deres egne netværk for deres fans.
/ritzau/