Nu har Dirty Harry valgt sin præsidentfavorit

Dirty Harry-stjernen vil stemme på Mitt Romney ved præsidentvalget.
Clint Eastwood skal ikke nyde noget af Barack Obama, når der er præsidentvalg til november.
Clint Eastwood skal ikke nyde noget af Barack Obama, når der er præsidentvalg til november. Foto: AP: DAVID MILLER / POLFOTO

Filmstjernen og instruktøren Clint Eastwood har valgt side i den amerikanske valgkamp. Fredag dukkede Eastwood, der skabte sig et image som en af Hollywoods hårdkogte mænd i Dirty Harry-filmene, op ved en pengeindsamling til fordel for Mitt Romney.

"He just made my day", sagde republikanernes præsidentkandidat med en lille omskrivning af et filmhistoriens mest kendte citater fremsagt af Eastwood i rollen som Harry Callahan.

"USA har behov for et løft", siger Eastwood som forklaring på sit valg af Mitt Romney.

Clint Eastwood blev ufrivilligt trukket ind i valgkampen tidligere i år, da han under pausen i Super Bowl (finalen i amerikansk fodbold, red) optrådte i en reklame for Chrysler.

Reklamen, "Halftime in America", blev anset for at være en blåstempling af præsident Barack Obamas redningsplan for den amerikanske bilindustri.

Eastwood afviste efterfølgende, at han var ude i et politisk ærinde. Filmen handlede derimod om at stå sammen og skabe arbejdspladser.

Men det ændrede sig fredag, da han pludselig dukkede op ved en pengeindsamling for Romney i Idaho.

Eastwood, iført Ray Ban-solbriller, fortalte forsamlingen på omkring 325 personer, at det især er Romneys skattepolitik, han er tiltrukket af.

I 2008 støttede Eastwood republikaneren John McCain og for år tilbage repræsenterede han partiet som borgmester i den lille californiske by Carmel.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.