Nordpolen er vores, og det samme er intet mindre end 895.000 kvadratkilometer gold havbund i Det Arktiske Ocean nord for Grønland.
Sådan lyder det krav, som danske diplomater på vegne af Rigsfællesskabet mandag formiddag lokal tid indleverer til FN's hovedkontor i New York.
Det enorme område svarer til 20 gange Danmarks areal, og selvom kravet kun gælder det, der er på og i havbunden, så er det ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard (R) et historisk vigtigt krav.
- Det er sjældent, at man får mulighed for at ændre på sine grænser og gøre vores land og rigsfællesskab større. Jo større vi er, jo større er også muligheden for at gøre vores indflydelse gældende i verden generelt og i særdeleshed i det her område af kloden, siger han til Ritzau.
Danmark og Grønland er ikke alene om at gøre krav på området, som også Canada, Rusland, USA og Norge er ude efter hver sin del af.
Især Nordpolen vil der ifølge Martin Lidegaard "nok være flere, der vil lægge billet ind på".
- Og det er jo lidt pudsigt, for der er ikke et eller andet fantastisk mineral eller andet på Nordpolen. Det er ren symbolik, som gør, at flere gerne vil have Nordpolen, siger han.
At resten af det danske og grønlandske krav også mest ser ud til at have symbolsk værdi fremgår af de store mængder data, som seniorrådgiver Christian Marcussen og hans kolleger fra Geus har indsamlet i området.
- Sandsynligheden for, at der findes kommercielle forekomster af olie og gas i området, er meget lille. Omkostningerne til at udvinde dem ville også være meget høje for ikke at tale om de miljømæssige aspekter i dette isfyldte farvand, siger Christian Marcussen.
Det danske og grønlandske krav på området er meget teknisk og hviler på data, der skal bevise, at de 895.000 kvadratkilometer havbund er i direkte forbindelse med samme kontinentalsokkel som Grønland.
Problemet er bare, at det mener de øvrige lande med grænser i Arktis også, at deres lande er, og teknisk set kan de alle have ret i, at de er forbundet med den samme iskolde havbund.
Derfor er det på forhånd aftalt, at hvis de 21 eksperter i FN-kommissionen, der skal vurdere landenes krav, kommer frem til, at flere - videnskabeligt set - kan gøre krav på samme område, så skal landene selv forhandle sig til rette.
Og den forhandling kan blive noget af en mundfuld, erkender Martin Lidegaard.
- Forhandlingsprocessen bliver svær. Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Men det er fantastisk, at vi er blevet enige om, at det skal ske på et videnskabeligt grundlag, siger han.
/ritzau/