Over weekenden bragte Nyhedsavisen en artikel om, at den hjælp, der tilbydes til stofmisbrugere, der gerne vil ud af deres misbrug, er for ringe. Enig! Men så hører enigheden også op.
Jeg taler fra min baggrund som tidligere misbruger. Jeg skal ikke komme med en lang tårevædet beskrivelse af, hvor langt ude jeg var, da jeg i otte år var på hård narko – men jeg kan love, at jeg har prøvet det hele – og så lige lidt til.
Fordrejning
Men nu er det snart 15 år siden, jeg blev stoffri, og ja, jeg er afvænnet på Narconon, der anvender L. Ron Hubbards teorier om, hvordan man bedst hjælper en person ud af sit misbrug – et af de behandlingssteder, der beskrives helt fordrejet i artiklen.
Den første påstand er, at man som misbruger er enormt sårbar, når man går i behandling. Det er ikke min erfaring. Jeg var totalt mistroisk og ville ikke finde mig i noget. Og hvis behandlingstilbuddet ikke levede op til forventningerne, så skred jeg – hvilket jeg havde gjort en gang tidligere, hvor jeg var på Nykøbing Amtssygehus – hvor man netop behandler med medicin.
På Narconon var behandlerne selv tidligere misbrugere, og de kendte til alle de udflugter, man som narkoman kommer med, og det, kombineret med en reel, forståelig og fornuftig metode til at gøre den kolde tyrker tålelig, gjorde, at jeg kom igennem de første par uger uden at stikke af.
Uinformeret vrøvl
Så fortæller artiklen, at amterne ofte bruger mange penge på at få folk ud af et misbrug, men at pengene er spildt, da det ikke følges op af en handlingsplan, underforstået at det er det, der sker på for eksempel Narconon. Igen uinformeret vrøvl!
Da jeg var igennem de første par uger med afgiftningen, var resten af det ni måneder lange ophold på Narconon én lang opbygningsperiode, hvor de sidste par måneder var en decideret udslusningsperiode. De hjalp mig med at finde arbejde, og jeg rejste ikke fra stedet, før jeg havde skaffet mig en lejlighed, havde et arbejde og havde fået genopbygget en ordentlig kontakt til min familie, så jeg havde nogle at støtte mig til.
Ingen statsnarko
Men det værste i artiklen er næsten påstanden om, at der er flere, der dør af en overdosis, for hvis de først går i behandling og bliver trappet ud af narkoen, ja, så risikerer de selvfølgelig at dø af en overdosis, hvis de går tilbage i miljøet og tager samme dosis, som de tog tidligere.
Og så er det sikreste selvfølgelig at putte folk på metadon eller statsheroin, for så risikerer de da ikke at dø af en overdosis! Konsekvensen er, at for en sikkerheds skyld må vi hellere ’behandle’ folk i årevis med erstatningsstoffer, der for de fleste betyder, at de kun kan klare sig på overførselsindkomster og aldrig bliver en aktiv del af samfundet. Vrøvl!
Hvem er det til gavn for ud over dem, der lever af at producere og uddele statsnarkoen?
Ubegribeligt
For mig er en eksnarkoman en person, der er HELT ude af sin afhængighed af stoffer – både fysisk og mentalt. Hun er ikke på statsnarko eller psykofarmaka, og hun har ikke noget problem med at gå ned af Istedgade uden at føle en ubændig trang til lige at skulle prøve igen! Det er, hvad man får ud af at gennemføre Narconon-programmet, eller i hvert fald er det, hvad 80 procent af dem, der gennemfører programmet, får ud af det.
Med de statistikker er det mig ubegribeligt, hvordan ’systemet’ kan forsvare ikke at kigge nærmere på, hvad de laver på Narconon.
Er det, fordi de eneste folk, man lytter til i den branche, er de, der har opgivet, at man faktisk kan afvænne narkomaner eller folk, som ser det som deres fornemste opgave i livet at lange statsnarko over disken?