Mødet trak ud i over en time, men til sidst kunne en glædestrålende udenrigsminister troppe op med budskabet: Danmark skal i krig.
"Der er to gode nyheder; det ene er, at der er enighed blandt Udenrigspolitisk Nævns medlemmer til, at Danmark allerede nu kan starte forberedelserne til at sende danske fly af sted," lød de første ord fra Lene Espersen.
Hun fulgte hurtigt op med et mere praktisk budskab.
"Det andet er, at der er opbakning til, at der skal være samtykke for hele Folketinget. Derfor vil jeg om ganske kort tid gå til regeringsmøde og få regeringens godkendelse af beslutningsforslaget," slog udenrigsministeren fast.
Det ser nemlig ud til, at der pludselig er en nærmest historisk bred enighed om at sende Danmark i krig. Selv Enhedslisten overvejer at stemme for beslutningsforslaget.
"Mødet har været med til at skærpe for os, hvad der skal stilles af klare spørgsmål, så vi kan se, hvilket mandat vi går med på. Men nu arbejder vi med det i dag, og når man har besluttet sig for, det skal ske i aften, så sker det i aften," siger udenrigsordfører Frank Aaen.
Dansk Folkeparti har tidligere været imod Danmarks inddragelse i krigshandlinger i Libyen. Men nu er regeringens faste støtteparti også klar til at sige ja.
"Vi er fortsat bekymrede for, hvad der skal ske, efter Gaddafis regime er væltet. Men nu er vi nødt til her og nu at stoppe det, der minder om folkedrab i landet," slår udenrigsordfører Søren Espersen fast.