Danske 12-årige piger skal fremover tilbydes en vaccination mod de vira, der kan give livmoderhalskræft.
Efter måneders overvejelser er det nu offentliggjort, at Sundhedsstyrelsen giver grønt lys for indførelsen af den såkaldte HPV-vaccine i børnevaccinationsprogrammet.
I månedsvis har presset for at få godkendt vaccinen været enormt, og det politiske flertal er allerede sikret.
De piger, der er 13-15 år, skal tilbydes vaccinen i et to-årigt program. Det er bedst at vaccinen tilbydes før den seksuelle debut.
Vaccinen dækker kun 70 procent. Derfor er det vigtigt, at kvinder fra 23-års alderen fortsætter med at gå til screeninger mod celleforandringer.
Sundhedsministeren vil nu finde de nødvendige penge til vaccinen. Men der vil gå flere måneder, før det bliver muligt for pigerne at få vaccinen.
Da der fortsat er en række usikkerheder om vaccination mod HPV, foreslår Sundhedsstyrelsen samtidig, at der etableres en national overvågning af vaccinationens effekt gennem etablering af et vaccinationsregister.
HPV-vira kan også give kønsvorter.
Det skønnes, at vaccinen vil koste omkring 84 millioner kroner årligt. Opstartsprogrammet løber op i over 200 millioner kroner.
HPV-vaccinen er verdens første vaccine, der beskytter mod vira, der kan give kræft.