Efter tre dages landsmøde - er der overhovedet noget, der kan holde partiet væk fra regerinsmagten?

Ja - det kan vælgerne.

Men stemmer de, som spået i meningsmålingerne, er der ingen sten tilbage. Partiet er mere end parat - og efter Helle Thorning-Schmidts triumftog på landsmødet, har forholdet S-SF fået politiske vielsesringe på.

Talen understregede en nyskabelse i dansk politik. V og K, som i flere perioder har dannet regering, har aldrig holdt taler på hinandens landsmøder og i de tidligere S-SF regeringer har man heller ikke dyrket den form for politisk intimitet.

Partiet ser udadtil ualmindeligt enigt ud - er det reelt?

Ja, det er det. Det er den overordnede historie - kedelig, som den forekomme for en journalist.

Selvfølgelig er der stadig kritiske røster, mest markant omkring forholdet til Dansk Folkeparti. Skal SF samarbejde med dem på samme måde som med andre partier? Eller ikke røre dem med en ildtang?

Den diskussion hamrede Villy Søvndal ned i sin afsluttende tale. Landsmødet fik én lige i synet, da han kaldte debatten for 'det rene vrøvl' og retorisk spurgte partifællerne, om de troede at SF's projekt gik ud på at skaffe DF i regering? Det måtte man forstå, det ikke var og der var klapsalver, da han forsikrede, at SF aldrig ville deltage i en regering med DF.

Omvendt ville Villy Søvndal heller ikke fraskrive sig muligheden for at samarbejde om konkrete forslag og understregede, at SF ikke brændemærker sine modstandere.

"Det er jo ikke en børnehave, vi er på vej imod. Vi er på vej til at regere et land."

Hvorfor var det vigtigt at sige?

Fordi debatten udviklede sig og fordi flere MF'ere udtalte sig om sagen. Så skulle den lukkes - og selvom der aldrig nogensinde har været planer om DF med i S-SF regering, var det nødvendigt at fastslå endnu engang.

Det kan partimedlemmer godt lide at høre. Omvendt er Søvndal nødt til at sikre sig politisk råderum og frem for alt vil han ikke stå i Nyrups situation og erklære DF for 'ikke stuerene". Det kostede Nyrup magten.

Det nye, i SF-sammenhæng er, at partitoppen så markant slår modstand ned. Det gjorde gruppeformand Ole Sohn også, da et par partimedlemmer kritiserede, at SF var med i forsvarsforliget. Så sagde de ikke mere.

Søvndal kaldte landsmødet historisk?

Det er det også. For trods skønhedspletterne, er SF et parti i politisk harmoni. Overskriften, på vej i regering, er nu så grundfæstet, at alle tror på det. Det betyder ikke, at der er total enighed - det vil ligge SF'ere fjernt - men der er en enighed om at være operative. Der er enighed om, at det mål er så stort, at det retfærdiggør, at både hugges politiske hæle og klippes politiske tæer.

Villy Søvndal kaldte landsmødet et bevis på "noget af det stærkeste sammenhold, man har set i dette parti." Og det er ikke helt forkert.

Hvor henter SF sin inspiration?

I høj grad fra Norge, hvor søsterpartiet, SV, sidder i sin anden regeringsperiode. SV besluttede i 1999, at nu skulle de gå efter regeringsmagten.

De norske socialdemokrater i Arbeiterpartiet lyttede ikke, men det gjorde den norske fagbevægelse, som i starten af dette årtusinde formulerede klare krav til en ny regering. Og så begyndte partiers topfigurer at holde tæt kontakt og etablere et samarbejde, som har holdt i fem år.

SV's tidligere partisekretær, Turid Leirvoll, sidder nu som partisekretær i SF, gift med Steen Gade, og hun var med til at gøre SV regeringsduelige i Norge. Nu sker det samme i Danmark.

Er der en særlig lære fra Norge?

Der er meget - men en af de ting, som SV har måttet sande, lægger SF nu også vægt på. SV troede, at de både kunne være i regering og i opposition - men det er nu lagt på hylden.

Det var det, Venstre kunne i 1980'erne i Danmark - og det, De konservative, ikke kan i den nuværende borgerlige regering.

SF har erkendt, at modellen ikke går. Og derfor er den politiske øvelse gået ud på at fortælle partifællerne, at de ikke kan få det hele i en regering.

Men at de kan få mere ved at gå ind end ved at stå udenfor.

Den logik tog landsmødet med hjem.