Eftertiden vil for evigt undre sig over den glædesrevolution, der blev udløst i 2007. For fremtiden vil der nemlig ikke længere være billeder af vrantne mennesker. I stedet vil vores efterkommere kunne se, at vi altid er glade.
Kan afkode et smil
Alle de store kameraproducenter har nemlig sendt kameraer på markedet med en teknologi, der gør, at de kun fotograferer mennesker, hvis personen på billedet smiler.
Kameraerne kan simpelthen tyde, om den streg i midten af ansigtet, som vi ofte kalder en mund, vender opad, nedad eller vandret. Kameraet tager kun billedet, hvis stregen vender op ad.
Kameraet virker
Chefredaktør på bladet Digital Foto, Klaus Nygaard, har netop testet Sonys T-70 kamera, der er udstyret med teknikken.
»Det virker, som det skal. Kameraet tager kun billedet, hvis personen smiler,« siger Klaus Nygaard.
Han fortæller, at teknikken er ved at være så udviklet, at man oven i købet kan fortælle nogle af kameraerne, hvilket ansigt det skal fokusere på.
»Hvis du fortæller kameraet, at det altid skal fokusere på din kone, så vil kameraet altid sørge for, at netop hendes ansigt træder bedst frem i store mængder,« siger Klaus Nygaard.
Han regner med, at teknikkerne bliver en integreret del af de fleste kameraer fremover.