Sagen om den meget omtalte fire timers sex-hjemmevideo med Britney Spears og hendes eksmand, Kevin Federline, i hovedrollen, har taget en overraskende drejning. Federlines advokat, Mark Vincent Kaplan, hævder nu, at der slet ikke findes nogen sexvideo, og at der aldrig har været tale om, at Federline har villet forsøge at presse Spears for penge for ikke at vise den.
Parret ligger i øjeblikket i skilsmisseforhandlinger, og Federline har tidligere krævet tæt på en kvart milliard kroner for ikke at vise offentligheden, at Spears er alt andet end en pæn pige. Britney Spears har erklæret sig villig til at gøre alt for at holde videoen tilbage, idet hun frygter, at den kan ødelægge hendes karriere. Videoen skulle nemlig indeholde både hede sexscener og frække lege.
Federlines advokat oplyser nu i en meddelelse til pressen, at historierne om videoen var det pure opspind og løse rygter.
Til gengæld lyder nye rygter, at Federline er ved at vride de sidste rester ud af ægteskabet med den celebre popsild ved at skrive en bog, hvori han vil afsløre en række intime detaljer om deres ægteskab, som holdt i to år og har resulteret i to børn.