En række toneangivende organisationer i fagbevægelsen har netop søsat kampagnen 'Danmark for velfærd' i protest mod regeringens bebudede skattelettelser. Nu skal initiativet være endnu bredere, lyder budskabet fra fagbevægelsen.
Patientforeninger, pårørende og forældreorganisationer bliver inviteret til at være med. Det kom frem på onsdagens stormøde i Odense, som 3.400 af fagbevægelsens tillidsfolk deltog i.
Formand for FOA, Dennis Kristensen, fortæller, at invitationer til en lang række relevante organisationer er på vej til at blive sendt ud.
- I fagbevægelsen er vores naturlige afsæt tillidsfolkene, men vi vil også have brugerne af velfærden med. Vi inviterer nu alle, som bekymrer sig om velfærden. Foreninger og organisationer, som føler et engagement. Vi forsøger at samle alle kræfter, der siger, at velfærd er Danmarks fundament, siger Dennis Kristensen.
På stormødet i Odense fortalte en række tillidsfolk om, hvordan de oplever, at velfærden er under pres i ældreplejen, folkeskolen og i sundhedsvæsenet. At tiden er knap, og arbejdspresset stort. Fordi hverdagen allerede er presset, mener tillidsfolkene ikke, at tiden er til skattelettelser.
FOA-formanden håber nu, at flere stemmer vil bidrage til debatten og synliggøre, hvor systemet er udfordret.
- Det må gerne udvikle sig til, at det er hele Danmark, der står bag. Vi vil skabe noget, der på sigt kan blive meget bredt. Fylde vores navn ud og være noget både for dem, der leverer velfærd og bruger velfærd, siger Dennis Kristensen.
Er det kun et spørgsmål om flere ressourcer?
- Fundamentalt handler det om ressourcer, men det handler også om prioritering og tilrettelæggelse af opgaverne. Om samarbejde mellem ansatte og brugere, siger Dennis Kristensen.
På stormødet i Odense blev det besluttet at gøre 7. november til 'Velfærdens dag' med en række lokale aktiviteter på programmet.