Den danske medicinalgigant Novo Nordisk yder økonomisk støtte til en omstridt amerikansk organisation, der arbejder aktivt for at fremme en række mærkesager for det yderste højre i USA.
Det gælder blandt andet retten til at skyde og dræbe i selvforsvar, afskaffelse af fri abort samt at få nedlagt den amerikanske miljøstyrelse. Det skriver Politiken.
Novo betalte sidste år 15.000 dollar (cirka 85.000 kroner) til den politiske organisation Alec, "fordi den afholder konferencer, der giver god mulighed for at mødes med lovgivere fra hele USA".
- Vi har givet tilsvarende bidrag til andre organisationer, som inddrager lovgivere fra delstaterne, forklarer den amerikanske talsmand for Novo Nordisk, Ken Inchausti, over for Politiken.
Han oplyser, at Novo blandt andet presser på for at få USA's sydlige stater - hvor antallet af diabetikere stiger hastigt - til at vedtage regler, der forpligter det offentlige til at udvikle strategier for at forebygge og behandle diabetes.
Novo er verdens førende producent af diabetesmedicin og solgte i 2011 for 26,5 milliarder kroner alene i Nordamerika.
I løbet af de seneste uger har en række amerikanske firmaer med Coca-Cola og McDonald's i spidsen valgt at indstille bidraget til Alec.
De vil ikke længere forbindes med organisationens kamp for at fremme nogle af de mest kontroversielle mærkesager for det konservative USA.
- De er kommet til den konklusion, at det ikke gavner deres forretning at blive forbundet med Alec, siger Mary Boyle, talskvinde for organisationen Common Cause, der er blandt Alec's kritikere.
- Og de har valgt at sætte hensynet til forbrugerne over hensynet til en hemmelighedsfuld organisation.
Novo Nordisk oplyser, at koncernen ikke har planer om at indstille samarbejdet.