Mens krisen drøner derudaf i store dele af Europa, går det fremragende for den danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk.
Novo Nordisk øgede i 2011 sit driftsresultat med 18 procent, og samtidig steg salget i danske kroner med ni procent.
Målt på bundlinjen er resultat også bedre end ventet, og dermed endte overskuddet på 22,4 milliarder kroner.
Virksomheden oplyser, at man har forlænget aftalen med administrerende direktør Lars Rebien Sørensen, så den nu udløber i 2019.
"2011 var et rigtig godt år for Novo Nordisk, og vi har også set betydelige fremskridt for vores portefølje af kliniske udviklingsprojekter, hvilket er lovende for Novo Nordisks fremtidsudsigter," siger administrerende direktør Lars Rebien Sørensen i en kommentar til regnskabet på medicinalvirksomhedens hjemmeside.
Novo Nordisk tjener fortrinsvis penge på medicin til diabetikere.
Kilde: Novo Nordisk