Novo Nordisk's fabrik i Kalundborg, der fylder og pakker insulin, skal lukke fra 2010.
Medarbejderne på Novo Nordisk var tirsdag formiddag til stormøde om situationen. Her blev de orienteret om, at fabrikken lukkes i to etaper.
I 2010 flyttes 150 fastansatte medarbejder over i virksomhedens 'interne arbejdsformidling'. I 2012 lukkes fabrikken helt, og yderligere 100-150 fastansatte overflyttes til andre opgaver.
"Det er vores forventning, at vi kan skaffe nye job til de berørte medarbejdere på andre Novo Nordisk-fabrikker. Det har vi haft gode erfaringer med tidligere," siger kommunikationschef Mike Rulis til Newspaq.
Der er dog 100 produktionsmedarbejdere, der er ansat som vikarer i midlertidige stillinger, der ikke får deres ansættelse forlænget, når den udløber.
Fabrikslukningen skyldes produktivitetsforbedringer samtidig med, at fabrikken i Kalundborg er gammel og træner til modernisering.
"Vi har de senere år investeret i ny teknologi og nye fabrikker rundt omkring i verden, og derfor kan vi producere den samme mængde insulin med færre medarbejdere," siger Mike Rulis.
Samtidig med den kedelige nyhed fra Novo Nordisk har Ericsson meldt ud, at televirksomhedens udviklingsafdeling i Struer skal lukkes.
Det betyder, at 200 medarbejdere fyres, skriver Dagbladet Holstebro-Struers netavis.
Lukningen er en del af et stort spareprogram, der skal ende med besparelser på i alt 10 milliarder svenske kroner ved udgangen af 2010.
Ericssons produktudvikling flyttes til lande med lavere produktionsomkostninger.