Novo Nordisk-aktien lukker torsdag i kurs 938, en stigning på 1,3 procent efter en hæsblæsende dag, hvor medicinalselskabet endnu engang overgik aktiemarkedets forventninger.
Novo Nordisks regnskab for andet kvartal var en positiv overraskelse på alle punkter og indeholdt også en opjustering, der overgik selv de mest optimistiske analytiker-estimater i SME Direkts prognose, der afspejler, hvad markedet forventer af et regnskab.
Det sendte aktien højt til vejrs, da børsen åbnede torsdag morgen. På et tidspunkt var aktien oppe og runde kurs 980 med en stigning på hele seks procent. Det trak C20-indekset over niveau 500.
- Salget er bedre end ventet, og Novo har også gjort det bedre end forudset, når det kommer til driften. Det skyldes især, at en større andel af nye produkter øger lønsomheden, konstaterer Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen over for Ritzau Finans.
Medicinalselskabet opjusterede samtidig forventningerne til hele regnskabsåret. Novos nye forventninger overgår langt det, som analytikerne havde ventet forud for halvårsregnskabet.
At Novo-aktien trods alt er faldet lidt tilbage efter den store stigning i de første handelsminutter, forklarer en aktiehandler over for Ritzau Finans blandt andet med "5-10-40"-reglen.
De større danske investeringsforeninger må ikke have mere end 10 procent af porteføljen i én aktie, og de fem største aktier må ikke udgøre mere end 40 procent.
Så når Novo Nordisk igen klarer sig meget bedre end markedet, vil de være tvunget til at sælge ud - ligesom udenlandske investorer bliver fristet til at tage profit hjem, når det danske marked endnu en gang overgår resten af Europa.
Derfor lykkedes det altså ikke Novo Nordisk-aktien at slå sin egen kursrekord, som lyder på 941 kroner.
C20-indekset lukker 0,9 procent højere i 492,22.
/ritzau/